Søg

Verdensmål-workshop i ekstraordinært flotte omgivelser

Vi har været i det fantastiske Grønland for at facilitere de grønlandske kommuners strategiske arbejde med kommunale bæredygtighedsindsatser, der kan understøtte Verdensmålene.


Kia og Bjørn måtte finde både vandresko og uldent undertøj frem, da de i starten af måneden drog til Grønland for at afholde workshops om Verdensmålene sammen med planafdelingerne i de grønlandske kommuner og det grønlandske Landsplan. Rejsen indeholdt en fantastisk tur til den smukke indlandsis ved Kangerlussuaq, hvor man ved selvsyn kan se virkningerne af den globale opvarmning og de store gletsjeres kraftige tilbagetrækning. Et yderst motiverende startskud på vores nye projekt, hvis formål er at give politikere, kommunale byplanlæggere, erhvervsliv og borgere i Qeqqata Kommunia og Kommuneqarfik Sermersooq metoder og værktøjer til at formulere mål og indsatser, som understøtter verdensmålene og dermed den bæredygtige byudvikling i området.


PlanMiljø er projektleder på projektet, der udføres i samarbejde med University of Oslo (UiO), NORCE Norwegian Research Centre, DTU - Technical University of Denmark og JUUL & HANSEN ARKITEKTER og støttes af The Nordic Council of Ministers and The Nordic Council.


I projektet kigger vi bl.a. på de kommende planstrategier – men ser også frem mod de næste 10-12 år og undersøger muligheden for at udvikle lokalt forankrede indikatorer til at måle fremdriften i bæredygtighedsindsatsen.


Til workshoppen benyttede vi vores unikke digitale værktøj til udvikling af verdensmålsstrategier, der giver mulighed for at komme i dybden med alle 169 delmål og til strategiske til- og fravalg på baggrund af kontekstnære kriterier.


Kontakt Kia Rose Egebæk for mere information om vores arbejde med verdensmålstrategier i både private og offentlige organisationer.


Følg med i nyhederne fra PlanMiljø på LinkedIn