top of page

Seniorkonsulent i NORION

Har du stærke kompetencer inden for cirkulær økonomi? Vil du være med til at udvikle og drive nationale og internationale projekter på området?

NORION rådgiver mange virksomheder i den grønne omstilling og løser samtidig store, komplekse opgaver for bl.a. Nordisk Ministerråd og EU Kommissionen. Vi er eneste danske medlem af Det Europæiske Temacenter for Cirkulær Økonomi.


Vi søger en erfaren seniorkonsulent, der kan indgå i vores rådgiverteam inden for grøn omstilling og cirkulær økonomi. Afhængig af dine interesser og erfaringer kan du komme til at arbejde med strategiudvikling og -implementering, banebrydende CØ-analyser i danske og internationale projekter, eller virksomheders indsats for at styrke bæredygtigheden og omstillingen til et mere bæredygtigt samfund.

Hvis du har interesse og mulighed for det, kan der være rejseaktivitet forbundet med stillingen - både i Europa og i udviklingslande.


Vi har altid blikket rettet mod nye spændende udfordringer, og du vil indgå i arbejdet med at udvikle nye projekter og svare på nationale og internationale udbud. Vi ser gerne, at du har erfaring inden for projektudvikling og salg.


Kvalifikationer

  • Du har stor erfaring og en stærk faglighed inden for cirkulær økonomi, grøn omstilling, og ressourcedagsordenen, og mindst fem års erfaring med den cirkulære dagsorden.

  • Du sætter pris på at komme i dybden med analyser og resultater. Du har samtidig et stort drive og evner at tage dine idéer og metoder fra tanke til resultat.

  • Du er en dygtig og erfaren projektleder og kan projektlede motiverende og inddragende på tværs af fagligheder og organisationer. Du lytter til kundens behov og kan omsætte dem til resultater, og du har styr på både tidsplaner og budgetter.

  • Du har en længere videregående uddannelse inden for eksempelvis miljøplanlægning, civilingeniør, samfundsøkonomi eller statskundskab.


NORION tilbyder

Hos NORION er du med til at bidrage til et mere bæredygtigt samfund ved at støtte virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder i miljømæssig, social og økonomisk udvikling. Vi har arbejdet med bæredygtighed i over 30 år og har et godt ry både i Danmark og internationalt. Vi kombinerer vores solide erfaring med lyst og evne til innovation og samarbejde. Vi er 25 ansatte med miljøfaglige, antropologiske og samfundsvidenskabelige fagkompetencer. Her er en uformel omgangstone og kort fra ide til handling. Du bliver en del af et dygtigt og engageret hold af kolleger med godt humør. Arbejdspladsen ligger på Tomsgårdsvej 19, 2400 København NV


Ansøgningsfrist og yderligere information

Ønskes yderligere information, kontakt direktør Bjørn Bauer på bb@norion.dk eller telefon 40 73 33 13.

Send din ansøgning til bb@norion.dk og ke@norion.dk. Vi ser frem til at høre fra dig. Der holdes løbende samtaler.


Vil du vide mere om, hvilke problemstillinger og projekter vi arbejder med, kan du følge med i nyheder fra NORION på LinkedIn.


GDPR: Når du søger en stilling hos os, modtager og behandler vi en række personoplysninger om dig. Det gør, at vi er dataansvarlige for de personoplysninger, som vi behandler om dig. Det vil typisk være følgende oplysninger: Navn, adresse, fødselsdato, telefonnummer, e-mailadresse, uddannelse(r), karrierehistorik, og anbefalinger/referencer.

Vi anvender databeskyttelsesforordningens art. 6 (1) (b) som hjemmel, da der er tale om personoplysninger, som du selv har fremsendt til os med henblik på at blive ansat. Hvis du får afslag, sletter vi de oplysninger, vi har registreret om dig, inden for 6 måneder. Hvis du bliver ansat, gemmer vi de oplysninger, som har været en del af rekrutteringsprocessen, i din personalemappe.

Du kan læse mere om dine rettigheder i Datatilsynets vejledning om de registreredes rettigheder, som du finder på www.datatilsynet.dk.





bottom of page