Søg

Praktikforløb om cirkulær økonomi i PlanMiljø

Brænder du for cirkulær økonomi og internationalt arbejde? Er du god til engelsk, både skriftlig og mundtlig og har du lyst til at afprøve dine færdigheder og lære nyt i en innovativ og velanset konsulentvirksomhed? Så bliv en del af konsulentteamet hos PlanMiljø.


Hos PlanMiljø søger vi en praktikant til et af vores større internationale projekter om cirkulær økonomi. Projektet omhandler materialeeffektivisering og affaldshåndtering i Portugal. Du kommer som praktikant til at være en del af et tæt team af dygtige konsulenter, der arbejder på projektet. Samtidig vil du indgå i det brede faglige fælleskab i virksomheden og få indsigter i en lang række temaer inden for bæredygtighedsområdet samt alle aspekter af konsulentarbejdet.


Om Projektet


Projektet er støttet af EU’s Structural Reform Support Programme, der yder støtte til forberedelse og gennemførelse af administrative og strukturelle reformer i EU's medlemsstater. Projektet skal støtte de portugisiske myndigheder i udviklingen og gennemførelsen af processer, der fremmer cirkulær økonomi. Projektet udføres derfor i tæt samarbejde med de portugisiske myndigheder og inddrager en række europæiske interessenter og aktører. Projektet skal bl.a. fastlægge en strategi for forbedret materialeeffektivitet på tværs af flere sektorer, og vi udarbejder ligeledes strategier for bedre forvaltning af fire udvalgte affaldsstrømme – tekstiler, byggeaffald, storskrald (f.eks. møbler og madrasser) og farligt husholdningsaffald.


Udover, at du gennem arbejdet vil tilegne dig stor viden om cirkulær økonomi, materialeeffektivitet, affaldshåndtering m.m., vil du få erfaring med og indsigter i strategiudvikling, og hvordan et godt projekt skaber forandring. Du vil lære at arbejde ud fra den strategiske projektstyrringsmetode Logical Framework Approach.


Din rolle


Dine nye kollegaer vil sørge for, at du bliver klædt godt på til at blive kastet ind i dette projekt, som allerede er sat i værk og som kommer til at strække sig over hele praktikperioden. Dine arbejdsopgaver vil være udfordrende og forskelligartede.


Dine opgaver kan for eksempel være:


· Videnskortlægning og analyser

· Interviews og databehandling

· Udarbejdelse af cases og faglig formidling

· Planlægning og deltagelse i workshops og møder

Det er vigtigt for os, at du er klar til at tage fat og tilegne dig ny viden og nye kompetencer, samt at du kan fokusere på det væsentlige og levere resultater af en høj faglig kvalitet. Du skal beherske et godt skriftligt og mundtligt engelsk.

Vi forventer, at du – udover at have et godt humør – er dynamisk og kan arbejde selvstændigt. Det er bestemt en fordel at have både viden om og interesse for bæredygtighedsdagsordenen, og vi forventer, at du kan gøre brug af både kvalitative og kvantitative metoder. Hvis du har spændende ny viden og indsigter med dig, glæder vi os også til at lære fra dig.


Praktikstillingen er på fuld tid og med start i midt august 2021 og er baseret på vores kontor i Danmark.


Om os


PlanMiljø er et konsulenthus, der skaber bæredygtig udvikling – fra tanke til handling. Vi er 17 ansatte med miljøfaglige, antropologiske og samfundsvidenskabelige fagkompetencer. Her er en uformel omgangstone og kort fra ide til handling. Vores kundekreds spænder vidt og inkluderer innovative virksomheder, danske kommuner, Miljøstyrelsen, Nordisk Ministerråd og EU-Kommissionen.

Send ansøgning og CV til kia@planmiljoe.dk senest d. 4. juni 2021. Ønskes yderligere information, kontakt Kia Egebæk på 28448088.

Vi ser frem til at høre fra dig.


Følg med i nyhederne fra PlanMiljø på LinkedIn