Nu bliver det nemmere for turister at tage på bæredygtige dagsture

For nationale og internationale turister kan det være bøvlet at besøge attraktioner og seværdigheder på Sjælland og øerne med offentlig transport. Særligt når turisterne skal transportere sig den sidste strækning fra togstation til attraktion eller naturområde, opstår problemerne. Derfor ender mange med at vælge bilen fremfor en mere bæredygtig transportform, eller de dropper helt planerne om at tage på udflugt.


PlanMiljø har i samarbejde med Dansk Kyst- og Naturturisme, Wonderful Copenhagen, VisitNordsjælland, Destination Fjordlandet, VisitSydsjælland-Møn A/S og i alt 89 potentielle brugere hjulpet med at udvikle og teste last mile-løsninger, der kan tage turisterne fra stationen og til den endelige destination. I projekt Grøn Tur/Retur har vi bl.a. testet leje af cykler ved togstationen, transport via shuttlebus og vandre- og cykelruter, der tager turisterne på flotte naturoplevelser i forbindelse med museumsbesøg. Resultaterne viser, at turisterne generelt er glade for de bæredygtige rejseformer, bl.a. fordi det bringer dem tættere på naturen. Det er imidlertid vigtigt, at hele den samlede oplevelse fra afgang til hjemkomst er tænkt godt igennem, for at transportløsningerne i praksis er attraktive, og at der undervejs tilbydes en buket af lokale mini-attraktioner, såsom besøg af gårdbutikker, legepladser, caféer, naturskønne skovstier og udkigspunkter. Samarbejdet med de lokale erhvervsaktører spiller med andre ord en afgørende rolle.


Find inspirationskataloget lige her: https://www.kystognaturturisme.dk/sites/kystognaturturisme.com/files/2022-01/Groen%20Tur-Retur_Inspirationskatalog_komprimeret.pdf


Følg med i nyhederne fra PlanMiljø på LinkedIn